Lions Kalundborg overrakte tirsdag middag en donation til Y-Camp i Kalundborg, så de kan købe en El-cykel, da det længe har været et stort ønske blandt de unge.
Det var Præsident for Lions Kalundborg, John K Hansen og bestyrelsesmedlem, Flemming Larsen, der var forbi Y Camp og City Forum i Kordilgade tirsdag middag for at overrække en check på kr. 4.000,- til køb af El-cykel. Det var Musaab Ahmad på 18 år, der fik gavebeviset overrakt.
”Vi håber, at I får glæde af dem, og vi glæder os til, at se jer cykle op ad gaden,” sagde John K Hansen, da han overrakte 4.000 kr. til Musaab Ahmad på 18 år fra Y Camp.
Henrik Lykke Pedersen, der er projektleder hos Y Camp er meget glad for donationen: ”Cyklen betyder fritidsjob. Skabelse af fritidsjob til gavn for hele byen. Men det betyder også, at en købstad som Kalundborg igen får en bycykel til servicering at forretninger og virksomheder i byen,” siger han.
Y-Camp er en socialøkonomisk virksomhed, der har til huse i Kordilgade 58 i Kalundborg. Idéen er at skabe fritidsjobs til unge i Kalundborg. De unge driver ydermere en socialøkonomiske butik “Thumbs up-shop”, der ligger i hjørnebutikken på samme adresse.